æblesyre
hydroxyravsyre, findes i æbler og mange andre sure frugter som fx stikkelsbær og grapefrugt. I modne æbler udgør æblesyre 80-95% af syrerne. Æblesyre findes også i ung vin, ved den såkaldte malo-lactogæring omdannes den bakterielt til mælkesyre, som er mindre sur end æblesyre. Æblesyre anvendes som surhedsregulerende middel i fødevarer. Dens salte kaldes malater (af lat. malus ›æble‹).