coladrik

am. læskedrik tilsat carbondioxid, indeholdende ekstrakt af frugter (nødder) fra cola-træet (Cola acuminata), som indeholder theobromin og coffein og aroma-stoffer. Yderligere er tilsat karamel, ekstrakt af roden af sassafrastræet (se filé), coffein, citronsyre, forskellige krydderier, sukker og glucose. Opr. indeholdt cola-produkterne også ekstrakt af cocainholdige cocablade og solgtes i sirupsform som patent medicine. Coca forsvandt igen, da cocain faldt ind under narkotikalovgivningen. Det produkt, som senere skulle blive en af verdens førende mærkevarer, Coca-Cola, beholdt alligevel coca- i sit navn. Produktet skyldes J. Pemberton, apoteker i Atlanta, Georgia, som lancerede det i 1886. Coladrikkene er centrale i den verdensomspændende am. ungdomskultur. [JFA]