eddikesyltning

konserveringsmetode til visse grønsager og frugter. Bruges til drueagurker, asier, rødbeder, perleløg, græskar, grønne tomater, svampe, kapers m.fl. Vandholdige grønsager saltes førend de lægges i den varme eddikelage. Lagen krydres med fx peber, dildkroner, sennepsfrø, peberrod, ingefær o.l., og i da. tradition bruges tillige meget sukker. Eddikesyltede grønsagsblandinger kaldes pickles, mens stærkt sødede frugtblandinger benævnes chutney. Formålet med eddikesyltning er ikke at bevare det syltedes opr. smag, tværtimod, men at skabe en helt ny smag og konsistens.