elefant

den asiatiske elefant (Elephas maximus) lader sig tæmme og avles i fangenskab. Den er et nyttigt trækdyr i Indien og Sydøstasien. Som kødkilde og fødevare er hverken denne el. den afr. elefant (Loxodonta africana) længere af betydning. Elefantkød var tidl. eftertragtet i de lande, som havde bestande. De vilde populationer af begge arter er nu deklareret truede og må ikke jages. Krybskytteri foregår til trods for forbud i betydeligt omfang med stødtænder som objekter, ikke kød.

Som festmad er det især fødder og snabel, som er vigtige. Oldtidens egyptere anså i de sidste århundreder før vor tidsregning dette kød for delikat og drev elefantjagt. Kong Ptolemaios 2. Filadelfos i det hellenistiske Egypten forbød slagtning, da bestanden svandt, men ved år nul var elefanterne udryddet. Der findes beskrivelser af måltider på elefantkød i Afrika i det tidlige 1800-t., oplevet af britiske og fr. rejsende. Fødder af unge dyr langtidsstegtes i ildgruber i 18-24 timer. Fjernelse af sålen eksponerede et lyst kød, mørt, utrævlet og meget velsmagende. I Cochinkina (den sydlige landsdel af det nuværende Vietnam) slagtedes elefanter helt op til o. 1900 i kongens køkken flere gange om året. Kødet uddeltes til mandarinerne efter rang og anciennitet. Her braiseredes fødder el. snabelkød med skinke, krydderier, bouquet garni, chili, madeira og bouillon. I Indien svøbte man kødet i store stykker i blade og stegte det i gløderne fra et bål. [JFA]

Litt.: Faith Medlin: A Gourmet’s Book of Beasts, N.Y. 1975; Alexandre Dumas: Dictionary of Cuisine 8. udg., ed. & translated by Louis Colman, London 1958, optryk London 1964.