Gericke, Søren

(f. 1947) da. kok, kunstner og inspirator. Udlært kok i 1963. I to perioder ansat hos Jørgen Tønnesen, 1969 fiskekok på ›Søllerød Kro‹, 1972 med til at genetablere restaurant ›Copenhague‹ i Paris, køkkenchef på ›The Plaza Hotel‹ i Kbh. og 1982-83 ›Søllerød Kro‹. Egen restaurant: ›Anatole‹ i Kbh. 1976-80. 1992-93 køkkenchef på Den europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, drev 1995-97 ›Sørens Spisehus‹ i Rønde, herefter ›Søren Gerickes Selskabskøkken‹, 2001-03 cafeen på Trapholt Kunstmuseum i Kolding, 2004 restaurant ›Grisobasovitz‹ på Christianshavn (lærested for arbejdsløse unge), og 2007 oplæringsprojektet for udviklingshæmmede TV-Glad/Glad Mad. Indimellem løse ansættelser i ud- og indland, medvirken i reklamer og i radio og TV.

Gericke var pioner, da nouvelle cuisine blev introduceret i Danmark. I de første år var hans stil overvejende fr., inspireret bl.a. af Roger Vergé, der en tid var tilknyttet ›Plaza‹ som konsulent. Fra denne periode stammer bogen Det dansk-franske køkken, Kbh. 1978, som Gericke udarbejdede s.m. Jens G. Eilertzen. Efterhånden frigjorde han sig og trådte i karakter med egen restaurant. Fra denne periode stammer bogen Det genskabte køkken, Kbh. 1982, med litografier af Per Kirkeby. Med Allan de Waal som pennefører træder kunstneren Søren Gericke frem: »køkkenet skal ikke renoveres, men tænkes om« og »man må mærke naturen, havets bølger, høre skoven, lugte svampene og se markerne – for at forstå maden«. Denne nærhed blev ledetråden i hans videre virke og fastholdt i en række TV-udsendelser s.m. DR’s Søren Ryge Petersen; det begyndte med en julegås i 1999 og blev fulgt op med en hel serie i de flg. år, samt i bøger som Vandheste fra Rømø, en kogebog fra Danmark, Kbh. 1999; Sørens europæiske folkekøkken, Kbh. 2000 og Søren Gerickes Køkkenskole – en kogebog for børn, unge og lidt kejtede voksne, Kbh. 2003.

Er tildelt mange priser bl.a. Det Danske Gastronomiske Akademis årets kok 1984, Fonden til fremme af dansk Gastronomis hæderspris 2004, og i 2008 blev madanmeldernes pris »årets ret« døbt om til »årets Gericke« som parallel til årets Robert, årets Bodil osv. [EMB]

Litt.: Pernille Plaetner: MesterSnak, Kbh. 2004.