gulerod

(Daucus apiacea; eng. carrot, fr. carotte, ty. Möhre, gelbe Rüben) hjemmehørende i Europa og Vestasien. Tidlige gulerødder er en delikatesse som nye kartofler. Flere sorter dels til sommerbrug dels til lagring og vinterbrug. Anvendes som garniture, i supper, i stuvninger, kogt el. rå i salat samt i brød, kager og marmelade. Rå gulerødder serveres endv. som snacks. Har været kendt siden middelalderen, i løbet af 1500-t. en vigtig haveurt, især udviklet af hollænderne. Intenst forædlingsarbejde i anden halvdel af 1800-t., hvor de små buttede karotter var i høj kurs, og hvor den orange farve kom til. Også i dag er der stor interesse for forædling af gulerødderne, der foruden de traditionelle orange nu også omfatter sorter, der er hvidlige, røde og violette. [EMB]