hindbær

(Rubus idaeus; eng. raspberry, fr. framboise, ty. Himbeere) er vildtvoksende i det meste af Europa og har været kendt og indsamlet siden oldtiden. Undertiden blev hindbær plantet ind i haverne, men helt frem til anden halvdel af 1800-t. spillede dyrkede hindbær ikke nær så stor en rolle som de vilde. Med dyrkningen blev der søgt efter nye og yderige sorter, der blev krydset med nordam. hindbær, og man fik sorter med større bær, end man hidtil havde kendt. I 1940'erne fremkom sorten Preussen, et fint og sødt dessertbær, som stadig er uovertruffent. Dybfrost-industrien, der fra 1960'erne etablerede sig, stillede krav om robuste bær, de fik bl.a. sorten Veten, hvis ret sure bær ikke egner sig til dessertbrug. Fra 1980'erne er der kommet gode nye sorter fra Skotland, og med Autumn bliss, der kom på markedet i 1990'erne, er sæsonen for friske hindbær forlænget ind i okt. Spises naturel med fløde og sukker, bruges i frugtdesserter, i sorbeter, i tærter el. tilberedes som syltetøj, kompot, marmelade el. grød. Hindbæreddike kom på mode i 1970'erne og -80'erne. [EMB]