holdbarhed

En fødevares holdbarhed er dens evne til at bevare smag, lugt, farve, tekstur, struktur og hygiejnisk kvalitet over tid. Dvs. dens evne til at modstå oxidation, harskning af fedtstoffer, nedbrydning af smagsstoffer og vækst af bakterier, gær og skimmelsvampe. Holdbarheden, som spiller en stor rolle ved distribution og salg af fødevarer, kan forøges ved opbevaring i kulde og ved forskellige former for konservering. Færdigpakkede fødevarer skal på emballagen være forsynet med en synlig, letlæselig angivelse af varens sidste anvendelsesdato. Nogle fødevarer fx oste og visse kødvarer opnår først deres særpræg ved lagring under kontrollerede forhold, som styrer ældningsprocessen.