juleskikke
Julemaden indeholder meget gamle træk, men den forandres – om end langsomt. Der spises ikke længere klipfisk til jul i Danmark, men i Sverige holder adskillige fortsat fast ved lutfisken. I Tyskland og dele af Centraleuropa er karpe den foretrukne ret, men den er ved at vige for kødretter. I Frankrig er kalkun med kastanjer alm., tidl. havde hver region sine særlige retter. Også i England og USA spises der kalkun, i England stadig ledsaget af Christmas-pudding, som er en masse af oksefedt, brød, mel og tørrede frugter, der er kogt i et klæde. Da man i Danmark gik over til at fejre juleaften (i løbet af 1800-t.) blev middagen gåsesteg, andesteg el. flæskesteg med æbler og svesker, sovs og kartofler og rødkål. Tidl. var højtidsgrøden risengrød kogt på mælk og serveret med juleøl. I det 20. årh. blev den de fleste steder afløst af risalamande. Måltidet juledag har stadig meget gamle træk, når der fx serveres saltmadsfad, dvs. en servering af flæsk, sylte, skinke og forskellige pølser og hertil kål, enten grønlangkål el. finthakket, flødestuvet hvidkål. Fint hvedebrød er en anden juletradition og specielle kager som den pompøse Christmas cake i den engelsktalende verden, el. kager med lang tradition som klejner el. peberkager/-nødder. [EMB]