kaki
daddelblomme (Diospyros kaki; eng. persimmon, fr. plaqueminier, kaki, ty. Kaki, Honigapfel, Persimone) løvfældende træ, hvoraf nogle sorter stammer fra Nordamerika andre fra Østasien, nu udbredt i Japan, tropernes bjergegne, Californien, Florida og middelhavsegnene. Frugten ligner en lys, noget fladtrykt tomat og bør spises meget moden, da den ellers er stærkt adstringerende. Ved modenhed er den meget sød, kødet har samme farve som det ydre. Forekommer også under navnet sharonfrugt for en varietet dyrket i Israel. Det eng. navn har indiansk oprindelse og nævnes så tidligt som i 1612.