lurmærket

er blandt de mest kendte da. symboler for varemærkning. Fire sølvfarvede lurer tæt sammenslynget har siddet på da. smørpakker siden beg. af 1880’erne. Da. smør var også dengang i særklasse, og eksporten var en succes, men man oplevede hurtigt, at smør fra andre lande ulovligt blev solgt for at være et da. produkt. I 1906 blev Lurmærke-loven vedtaget af den da. Rigsdag, og mærket blev erklæret et officielt, nationalt varemærke for alt da. eksportsmør. På det tidspunkt udgjorde smøreksporten 41% af den totale da. eksport, så det havde stor betydning. I over 100 år er lurmærket smør blevet kontrolleret, og det er nu Steins Laboratorium, der står for al kontrol, analyser og smørbedømmelser, så en ensartet kvalitet sikres.

Indtil 1997 blev Lurmærket kun brugt om rene smørprodukter, men det findes nu også på en lang række smør-blandingsprodukter med et lavere fedtindhold. »Lurpak« erstattede det gamle navn »Danish Butter«, som var kendt af det eng. marked. Det var dengang en stor satsning at ændre navnet »Danish Butter«, men »Lurpak« oplevede en høj vækstrate i salget og er at finde blandt de største succeshistorier i da. erhvervsliv i det 20. årh. Da. smør med Lurmærke sælges på over 80 markeder over hele verden og er dermed en af Danmarks mest kendte mærkevarer og en ægte eksportsucces. [MAP]