madpakke
koldt måltid i form af smørrebrød, emballeret og beregnet til indtagelse uden for hjemmet. Omend man i ældre tid i travle perioder el. til særlige arbejdsopgaver medbragte smørrebrød på arbejdet, så hører madpakken først og fremmest industrialiseringen til. Da arbejde og hjem blev adskilt, kunne arbejderne ikke længere spise varm mad hjemme midt på dagen og fik derfor maden med, og da de lange frokostpauser blev afskaffet for funktionærerne, gik også de over til at medbringe madpakke på arbejdet. Den traditionelle da. madpakke består af smurt rugbrød med pålæg som æg, leverpostej, spegepølse og ost, indpakket i papir, opr. avispapir, senere fedttæt papir, af hvilket der fremstilles firkantede stykker mellemlægspapir, der passer til brødskiverne. Madkasser af blik kendes fra o. 1900, og den røde madkasse med »Velbekomme« skrevet på låget stammer fra 1920’erne. Almindeligvis fremstilles madpakken i hjemmet, men den kan købes enten i smørrebrødsforretninger el. i kantiner. Fra 1980’erne har rugbrødsmadpakken fået konkurrence fra boller, croissanter, flûtes el. pitabrød med pålæg. [EMB]