Mesopotamien

I »mellemflodslandet«, landet mellem floderne Eufrat og Tigris i det nuværende Irak, opstod i 6000-t. f.Kr. først en virkelig agerbrugskultur. Denne overgang fra jæger- og samlerkulturen til en kultur af fastboende bønder blev en lige så vigtig forandring i menneskelivets vilkår som beherskelsen af ilden. Forudsætningen for en bondekultur var frugtbar jord, venligt klima og tilstrækkelige regnmængder til at tillade avl af markafgrøder og foderplanter til græsning. Disse forudsætninger var egl. ikke i særlig stor udstrækning til stede i det sydlige Mesopotamien, hvor man først fik udviklet et velordnet og robust landbrug. De to store floder, som var basis for den nødvendige kunstige vanding, havde en stærkt variabel vandføring med store oversvømmelser om foråret og praktisk taget udtørring om vinteren. Det var her i såtiden, at vandet behøvedes, mens de vældige slammængder, som oversvømmelserne bragte med sig (fem gange så meget som Nilens), ville ødelægge kornafgrøderne, hvis slammet ikke kunne ledes bort. De store vandbygningsarbejder til regulering af oversvømmelserne og kanalisering af vandingsvandet fra deltaets vandløb ud i markerne krævede en stor fælles indsats fra mange landsbyer samt organisation, kontrol og ledelse. Det medførte også udvikling af et talsystem og et skriftsprog. Dette skabtes af sumererne, det folk som da beboede den sydlige del af Mesopotamien. Sproget er blevet kaldt kileskrift og prentedes på våde lertavler, som derefter tørredes i solen el. blev brændt og gjort holdbare i tusindvis af år. Disse tavler og arkæologiske fund af genstande er kilderne til vor viden om livet i Sumer og dette lands efterfølgere.

Mesopotamierne kontrollerede vandet og dyrkede jorden med stort udbytte. Sådan o. 2500 f.Kr. så billedet ud som her: Om vinteren dyrkedes byg, emmer (en ur-hvede) og hirse. Af byg lavede man brød og øl, af emmer brød, både fladt og muligvis også hævet. Af gryn og mel lavedes grød, som jævne folk spiste mindst en gang om dagen. Om sommeren var markerne tilsået med fodergrønt, hør og sesamurt. Af hørfrø udvandtes olie, af planten lærred, af sesamfrø en fin spiseolie og sæbe. En del olie gik til belysning. Oksekød rangerede ikke højt; det var mest udtjente trækokser, som blev slagtet og udbudt. Af får og geder og det malkekvæg, der nu var, fik man kød, mælk og deraf smør og ost, som saltedes stærkt af hensyn til holdbarheden. Grisen gav kød og fedt, fåret uld. Fjerkræ, duer, gæs og ænder var det hyppigst brugte kød og gav naturligvis tillige æg. Høns var ukendte. Fisk fra vandløbene og importeret fra Persiske Bugt var også en proteinkilde, mest i tørret, saltet og røget form.

I haverne gav frugttræerne, fersken, figen, blomme, granatæble, vinranke og ikke mindst daddelpalmen foruden frugt også skygge til grønsager og urter. Sumererne var store løgspisere: cepaløg, hvidløg, porre. Favabønner, kikærter og linser var vegetabilske proteinkilder i supper og stuvninger. Andre grønsager var agurk, fennikel, karse, melon, oliven, salater, sennep og turnips. Trangen til det søde blev dækket af honning fra vilde bier, saft fra daddelpalmen, fra tørrede dadler og figner samt druemost.

Landet Sumer, som det senere blev kaldt efter folket, eksisterede fra år 3000-2350 f.Kr., hvorefter det blev opslugt af rigerne Akkadien, Babylonien, Assyrien og Nybabylonien, indtil dette sidste land i 539 f.Kr. blev erobret af perserkongen Kyros den Store.

Som det kan ses, havde sumererne og deres efterfølgere forhistorisk adgang til et veludviklet, varieret køkken. De næsten altid forekommende krige og de heraf afledte folkevandringer bragte kendskabet til fødevarerne og deres produktion og maden og dens tilberedninger omkring, først i frugtbare halvmåne, senere til Arabien, Irak, Indien og Egypten. Herfra til middelhavslandene direkte el. ad omveje og endelig til hele Europa. [JFA ]