Nimb, Louise

(1842-1903) da. kogebogsforfatter og restauratør, gift 1861 med Vilhelm Christopher Nimb (1830-1900). Sammen drev de en række velrenommerede restauranter (›Nyholte Kro‹, Studenterforeningen, Industriforeningen, ›Divan 2‹ i Tivoli m.fl.). Hendes erfaring herfra, studier i udenlandske og da. køkkener samt godt kendskab til den internationale gastronomiske litteratur er grundlaget for Kogebog for større og mindre Husholdninger, 1. udg. 1888, 2. udg. 1896, 3. udg. 1900 (genudgivet 1996). Med den indfører hun den klassiske gastronomi og dens systematik i Danmark, viderefører arven fra Carême, og placerer det da. køkken i den. Bogen omfatter såvel det daglige som det store køkken. Udgav endv. kogebøger om Anvendelse af Grønsager til Vegetarmiddage (1896), Illustreret Syltebog (1896), Kogebog og Menuer for Sukkersyge-Patienter (1900) og 12 Opskrifter paa Tomatretter (1900). Hun var stærkt optaget af fagets højnelse, udgav således en menu-ordbog på fire sprog (1899), bogen Menuer (1897), og i bogen Karen giver hun igennem en fiktiv historie gode råd til husmødre og tjenestepiger. [EMB]

Litt.: Hans Beck Thomsen og Else-Mari Boyhus: Kogekunst – nu og da, 2003; Else-Marie Boyhus: I lære som kokkepige, 2000; Da. kvindebiografisk leksikon, 2001.