persillerod

(Petroselinum hortense var. radicosum; eng. Hamburg parsley, fr. racine, ty. Petersilienwurzel). Persillerod har sit historiske tyngdepunkt i Centraleuropa og ganske særligt i Nordtyskland. Her har den i århundreder været brugt som en egl. grønsag, mens den i Vesteuropa fortrinsvis var og er en suppeurt. Den har gl. hævd i Danmark, i 1800-t. delvis udkonkurreret af sellerien, men nu er den atter tilbage som en meget anvendelig smagsgiver til supper og sammenkogte retter, og den er værdifuld i garniturer af rodfrugter, fordi den er mindre sød og derfor nemmere at arbejde med end fx pastinakker og roer. Den har da også med Det nye Køkken i 1980'erne og det nordiske køkken fået en renæssance. [EMB]