quinoa

peruris, peruspinat (eng. quinoa, fr. quinoa, ty. Quinoa, Inkareis) runde, ca. 2 mm, lysebrune frø af den etårige plante Chenopodium quinoa, som har været et vigtigt fødemiddel i Andesbjergene i Sydamerika i de sidste 6.000 år, og som inkaerne anså for en hellig afgrøde. Quinoafrø har et højt (12-18%) indhold af protein, som består af aminosyrer, hvis art og mængdeforhold gør dem til en udmærket proteinkilde for mennesker. Desuden har de et højt indhold af umættede fedtsyrer. Dette har bl.a. gjort quinoa interessant som fødemiddel ved langvarige rumrejser. Bladene af quinoa, som er i familie med havemælde (Atriplex hortensis; eng. orache, fr. arroche des jardins, ty. Gartenmelde), kan bruges som salat.

Overfladen på quinoafrøene indeholder nogle bitre stoffer, som fjernes ved et par timers udblødning i vand. Ofte er dette allerede sket ved handelsprodukter. Quinoa kan koges som ris, har en nøddeagtig smag og kan anvendes på samme måde som couscous, bulgur, ris m.fl. Quinoa, som ikke er en kornsort, kan bruges til fremstilling af glutenfrit bagværk. Quinoafrø egner sig til spiring (se bønnespirer). [JKJ]