ragusano
mellemlagret ost af fuldfed upasteuriseret komælk fra området omkring byen Ragusa på Sicilien. Osten har form som en meget stor tyk mursten med et knæk på midten, på lokal dialekt kaldes den også for Scalugno (ital. ›trappesten‹). Formen skyldes, at osten lagres hængende parvis bundet med et tykt reb om maven, og at den skal være let at forsende. Osten har været kendt og forhandlet uden for Sicilien fra 1500-t. Efter Første Verdenskrig var der stigende eksport til de ital. emigranter i USA, hvem det lykkedes at få sat ostens vægt op fra de tidl. alm. 7-8 kg til de nuværende 12-16 kg. Osten skal lagres mindst 3 mdr., inden den frigives til salg. Lagrede oste på mindst 12 mdr. bruges som riveost. Osten indgår som ingrediens i mange sicilianske retter. [ADH]