rensdyr

ren (Rangifer tarandus; eng. reindeer, caribou fr. renne, caribou, ty. Ren, Rentier) en hjorteart som lever i store flokke, op til flere tusind, i arktiske egne i Nordamerika, Norden og Sibirien i åben tundra og højfjeld om sommeren og i skovområder om vinteren. Den lever af urter og græs om sommeren og om vinteren hovedsagelig af lavarter, som den graver fri af sneen med sit gevir, der bæres af begge køn som den eneste hjorteart. Renen har brede, delte klove velegnede til vandring på sne og mosedrag.

Bukkens gevir kastes efter brunsttiden om efteråret, simlerne (hunnerne) beholder deres til næste forår. Drægtighedsperioden er syv mdr. med en kalv, som kan følge moderen efter den første dag.

Renerne har flere naturlige fjender i ødemarken, men det er som jagtobjekt bestanden går stærkt tilbage. Det anslås, at der i hele verden lever 2 mio. vilde rener og 3 mio. tamme. Tæmning af rener har været praktiseret længe. Nogle kilder angiver 2.500 år, andre helt op til 12.000. Tidl. var renavl nomadisk, hvor ejerne fulgte flokkene og levede i telte. I Norden er det typisk samer, som ejer renflokke. De er nu blevet bofaste, og udrustet med snescootere kan de tilse deres flokke fra bopælen. En nedlagt el. slagtet ren udnyttes intensivt i form af kød, huder og skind samt gevirer. Brugen af renen som trækdyr er nu kun af turistmæssig betydning.

Renkød har kulinarisk interesse. Det er en pålidelig kilde af hjortevildt, og i Nordskandinavien har man udviklet et repertoire af retter, der udnytter renens dobbeltrolle som magert kød og som vildt: rosastegt rensadel, rentunge og morkler i bouillon, i paté, sylte og ragout, saltet og røget i tynde skiver som pålæg, som farseret bov, lappkok (se finsk køkken) og i sortsuppe. [JFA]