skolæst

(Macrouridae; eng. grenadiers, rattails, fr. grenadiers, poissons queue de rat, ty. Grenadiere, Rattenschwänze) familie af torskefisk fra dybt vand (ned til 2.000 m el. mere) i det nordlige Atlanterhav med stort hoved og lang tynd krop, hvoraf to arter, skolæst (Coryphaenoides rupestris) og isgalt (Macrourus berglax) muligvis udgør en uudnyttet ressource. Begge arter har en max. længde på ca. 100 cm, alm. ca. 70 cm; vægt max. 1,5 kg, med magert, hvidt, fast kød, tages sædvanligvis som bifangst og landes som industrifisk. Under indtryk af succesen med alaskasej har der været forsøg på målrettet fiskeri efter skolæste med henblik på udnyttelse til konsum.