Tønnesen, Jørgen
(1922-89) da. hotelmand og restauratør. Uddannet som tjener. Opbyggede s.m. svogeren Oscar Petersen i 1940’erne og -50’erne en gruppe restauranter, ›Syv små Hjem‹, ›Syv Nationer‹, ›Kystens Perle‹, ›Copenhague‹ (i Det danske Hus, Paris) m.fl., i hvilke lokalernes scenografi var et vigtigt element i måltidets totaloplevelse af luksus. Efter ophør af samarbejdet og afhændelse af forretningerne købte Tønnesen hotel ›Kong Frederik‹, i løbet af 1960’erne desuden ›Søllerød Kro‹, genovertog ›Copenhague‹ og købte hotel ›Terminus‹, som omdøbtes til ›The Plaza‹. Alle steder gennemførtes betydelige moderniseringer og udvikledes køkkener af høj kvalitet og originalitet. Med sin omsorg for detaljen har Tønnesen haft stor betydning for det da. restaurantvæsens udvikling bl.a. gennem de mange ledende tjenere, køkkenchefer og restauratører, som er uddannet i hans virksomheder.