timian

(Thymus spp.; eng. thyme, fr. thym, ty. Thymian) en lille halvbusk, der vokser vildt i Sydeuropa. Der findes mange forskellige slags – såvel vilde som dyrkede – men flg. tre er de vigtigste: alm. havetimian (Thymus vulgaris), citrontimian (Thymus citriodorus) og krybende, også kaldet vild timian (Thymus serpyllum). Sidstnævnte er en specialitet i det provencalske køkken, hvor den går under navnet serpolet. Timian er en af køkkenets grundlæggende krydderurter alene el. i bouquet garni, frisk el. tørret.