øse

redskab til at tage væske op af en beholder med. I antikken anvendtes en kyathos, et bæger med en højt svungen hank, til at øse en vinblanding fra et såkaldt krater, et kar. Øsen har gradvist udviklet sig til skeen, som vi kender den i dag, med skaft og et ovalt skeblad. I dag taler man også om en øseske, en ske med et langt håndtag og dybt blad. Øseskeen bruges til at øse eksempelvis suppe op med.