appelsin
(Citrus sinensis; eng. orange, fr. orange, ty. Apfelsine). Sødappelsinen har tyk orange hud med et hvidt, bittert underlag (albedo) og saftigt kød, der er delt i segmenter, findes såvel med som uden kerner. Appelsiner indeholder næsten ingen stivelse og eftermodner ikke, må følgelig plukkes ved fuld modenhed. Appelsinerne deles op i to grupper: valencia og navels. Valencia-appelsinerne stammer ikke fra Valencia, men fra Azorerne. Denne tyndskallede, saftrige type er i dag den mest dyrkede appelsin overhovedet. En slægtning til den er blodappelsinen, der opstod i 1600-t. på Sicilien, hvis kolde vinternætter og milde dage fremmer dannelsen af det røde pigment, der giver denne frugt karakter. Navelsappelsinerne har i sig en lille babyfrugt; disse kerneløse appelsiner udgør den anden hovedgruppe.
Anvendes naturel som spisefrugt, i salater, i drinks og som garniture. Saften bruges i desserter, i is og sorbeter, i kager, i konfekture, i saucer, og appelsinsaft danner grundlag for en lang række drikkevarer. Den revne el. strimlede skal anvendes rå el. kandiseret som krydderi i marmelader, kager og desserter. Udstrakt brug af konserverende kemikalier gør brug af appelsinskal problematisk. Den bitre appelsin, kaldet pomerans el. Sevilla orange (Citrus aurantium) kan ikke spises rå, men anvendes i marmelader, og det er den, der indgår i klassiske retter som and à la bigarade og en række tilberedninger à l'orange som søtunge, vagtler, kalvelever m.m. Den bitre appelsin er i dag næsten forsvundet, og der anvendes i stedet sødappelsin evt. s.m. citron i disse retter.
Appelsinen stammer fra Sydøstasien og dyrkedes først i Indien (ordet orange er hindi) og Kina, førtes i middelalderen af araberne til Sydeuropa og derfra til det am. kontinent. Dyrkes i middelhavsområdet og i dele af Nord- og Sydamerika. Brasilien er verdens største producent. Nordvesteuropas import dækkes fortrinsvis af Spanien, Israel og Marokko. [EMB]
Litt.: Else-Marie Boyhus og Helle Brønnum Carlsen: Frugt og bær, Lindhardt og Ringhof 2000.