Bocuse, Paul
(f. 1926, Collonges-au-Mont d’Or nær Lyon) fr. køkkenchef. I sin fødeby driver han den verdensberømte restaurant, der bærer hans navn. Bocuse er uddannet hos store forgængere som Mère Brazier i Lyon og Fernand Point, ›La Pyramide‹ i Vienne. Første stjerne i Guide Michelin 1961, samme år hædret som Meilleur Ouvrier de France Cuisinier, de facto en streng eksamen. Tredje Michelin-stjerne fulgte 1965, og Bocuse har tre stjerner endnu 43 år senere, en præstation som kun nogle få trestjerners etablissementer har kunnet matche.
Maître Paul er trådt ud af køkkenet og har vendt sig mod offentligheden som rejsende ambassadør for fr. kogekunst med restauranter i Japan og andre oversøiske lande. Kokkekonkurrencen Bocuse d’Or, som organiseres i Lyon, er uofficielt europamesterskab i kogekunst af den højere skole.
Bocuse har modtaget en lang række internationale hædersbevisninger og er kommandør af den fr. Æreslegionen.
Han er en af fædrene til la nouvelle cuisine, beskrevet som ›enkel tilberedning af årstidens bedste råvarer‹, også kaldet torvekøkkenet. Hans nuværende køkken må snarere betegnes som regionpræget raffineret. Han har udgivet kogebøger La Cuisine du Marché, Paris 1975 (da. Paul Bocuse’s kogebog, Kbh. 1977) og Bocuse dans Votre Cuisine, Paris 1982 (da. Bocuse i Deres køkken, Kbh. 1983). [JFA]