Brandt, Mogens

(1909-70) da. skuespiller, dramatiker og forfatter. Fra 1961 og til sin død gastronomisk skribent ved dagbladet Politiken under titlen »På en anden måde«. Mogens Brandt blev en institution i da. madkredse, specielt hvor fr. mad og kokkekunst var idealet. Han kæmpede mod den stigende fødevareforringelse, som en tiltagende industrialisering afstedkom. Mogens Brandt var medstifter af Det Danske Gastronomiske Akademi i 1964. Han skrev en række bøger om gastronomi, således Det gode bord, Kbh. 1963; Spis med mig i Paris, Kbh. 1964; Man tager et sølvfad, Kbh. 1965; Køkkenglæder, Kbh. 1968 og endelig erindringerne De glade barndomsdage, Kbh. 1967.