café
(af fr. opr. salon de café ›kaffehus‹). Første café åbnet 1550 i Konstantinopel. Første europæiske café 1645 i Venedig. Få år efter caféer i Oxford og London, i Marseille og Lyon. 1666 første café i Amsterdam og fra 1670'erne i Paris, i beg. uden større succes. Men fra slutningen af 1600-t. blev den form for selskabelighed, som trivedes i caféerne, populær, i Paris Café Procope fra 1686, 1679 Hamburg og 1683 Wien. I Kbh. fra 1700-t.s første halvdel. Caféerne blev civiliserede mødesteder, hvor man samledes til samtaler, debatter, avislæsning, skak og billard. Mødested for fx kunstnere og litterater (fx Café de Flore i Paris). Nogle caféer udviklede sig til egl. restauranter (fx Café de la Paix i Paris) el. til templer for konditorkunst (fx Café Demel i Wien og La Glace i Kbh.). Caféer med levende musik begyndte i Wien og blev i løbet af 1800-t. yndet i det meste af Europa. Der opstod også med tiden mange beskedne caféer, i provinsen ofte bibeskæftigelse for byens bager og konditor. Siden midten af 1970'erne er en ny type café opstået, indrettet med spejle på væggene, zinkbar med sandwiches og cappuccinomaskine. Her serveres lette retter og udskænkes fadøl og vin; på én gang konditori, cafeteria og bodega. I 1980'erne indrettes caféer i tilknytning til kulturhuse, teatre, biografer o.l. Omkring årtusindeskiftet kom hertil caféer, hvor kaffe er kult, den første i Danmark var Amokka i Kbh. 1998. [EMB]