David, Elisabeth

(1913-92) eng. kogebogsforfatter. Med sine bøger, som udkom samtidigt med at briterne atter kunne rejse på kontinentet efter Anden Verdenskrig, fik hun slået hul i fordomme om franskmænd som frøspisere og om pasta som retter af vådt vasketøj.

Hendes første bog A Book of Mediterranean Food, 1950 (da. Middelhavsmad, Kbh. 1958) fik stor indflydelse med dens mange pålidelige, detaljerede opskrifter og baggrundsoplysninger. Elisabeth David skrev yderligere seks kogebøger. Posthumt er udkommet yderligere fem redigeret af Jill Norton baseret på Davids notater, den seneste kom i 2003. Mogens Brandt tog initiativ til at få tre af dem udgivet på da.: Fransk Landkøkken, Kbh. 1965; Italiensk Køkken, Kbh. 1966 og Sommermad, Kbh. 1968. [JFA]