favabønne
hestebønne, vælsk bønne (Vicia faba; eng. broad bean, fava bean, fr. fève, ty. Ackerbohne, dicke Bohne, Saubohne) er ikke en bønne, men en vikke med store, flade bælge, der anvendes såvel friske som tørrede. Er de helt unge og friske, kan de spises med bælgene, senere anvendes alene frøene, som regel fjernes den seje skræl. Kendt siden oldtiden, og var før Amerikas opdagelse den eneste bønnelignende grønsag i Europa. De indeholder, foruden lectiner (se bønne), et stof, vicin, der kan give blodmangel, favisme, hos mennesker med en arvelig defekt. Det nedbrydes ved tørring.