fedthalefår

(Ovis platyurus, O. aries) er, i de lande hvor disse får er udbredt, af stor betydning som kilde til mælk, kød, fedt og huder, i mindre omfang uld. En særlig anvendelse er skindet fra spædlam, som bruges til pelsværk (astrakan-skind, persianer). Fedthalefår udgør 25% af verdens fårebestande, forekommer på fire kontinenter og er særlig udbredt i hele Mellemøsten, Iran, Nordafrika, Lilleasien, Sydrusland og Centralasien.

Arkæologiske fund fra Ur i nuværende Sydirak viser, at fedthalefåret var kendt af sumererne fra 2600 f.Kr. Dyret er hårdført og tåler dagevis tørst, velegnet som flokdyr hos beduinerne. Det er beklædt med en pels af relativt lang og strid uld. Dette gælder også den tykke hale, som enten er fladet som hos en bæver el. når til jorden. I opfedet stand kan den blive monstrøs stor. En opfedet hale vil indeholde fedt svarende til 15-20% af slagtevægten. Halefedtet har lavere smeltepunkt og angives at have en behageligere smag og konsistens end indvoldsfedtet. Halefedtet bruges mest som stegefedt og som komponent i gryderetter.

Forbruget af fedthalefedt er i tilbagegang hos de fastboende folk, som i disse år skifter til tyndhalede racer og desuden i stigende grad anvender vegetabilske olier. Trods dette er avlen af fedthaler ikke aftaget markant, hvilket angiveligt skyldes, at kødet på alt andet end halen hos disse er mindre fedt end kødet fra tyndhaler. [JFA]