fugu
jap. ord for kuglefisk og for retter fremstillet af kød fra kuglefisk (Tetraodontidae; eng. blowfish, fr. tétrodon à la tête de lièvre, ty. Aufbläser), hvoraf der findes ca. 150 arter i tropiske og subtropiske farvande mellem 47. nordlig og sydlig bredde. Flere af dem indeholder en farlig nervegift, tetrodotoxin, som også forekommer i enkelte blæksprutte- og salamanderarter. Kuglefiskene danner ikke selv giftstoffet, men de opsamler det ved at spise bestemte bakteriearter. Opdrættede kuglefisk, der ikke har fået bakterierne i deres foder, er ugiftige.
Det, der gør indtagelsen af fugu interessant, er, at tetrodotoxinet virker som et rusmiddel. Det er også grunden til, at regeringer i historiens løb har bestræbt sig på at regulere tilberedningen og fortæringen af fugu. Da der i årene 1956-58 døde 420 mennesker af fuguforgiftning i Japan, blev det bestemt, at restauratører, der serverede fugu, skulle have en særlig licens, og de kokke, der håndterede fisken, skulle have autorisation. Servering og indtagelse af leveren, der indeholder særlig store mængder af giftstoffet, blev forbudt i 1983, men det jap. statistiske bureau kunne ikke desto mindre alligevel registrere mellem 20 og 44 årlige tilfælde af fuguforgiftning mellem 1996 og 2006. [SØM]