guldbrasen

(Sparus aurata; eng. gilthead seabream, fr. dorade royal, ty. Goldbrassen) sælges i Danmark som regel under sit fr. navn: dorade el. dorade royale. Den kan blive op til 60 cm. Store vildfangede fisk fra Middelhavet er dyre og ses ikke i Danmark. De opdrættede markedsføres over hele Europa i portionsstørrelse (200-300 g) i en god kvalitet til en rimelig pris. Fast hvidt kød, let at få fra benene, velegnet til at stege el. grille, gode bagt i sølvpapir à la niçoise, dvs. med tomat, bouquet garni, lidt hvidløg og olivenolie med en citronskive oven i pakken.