gummi arabicum
akacie-gummi stammer fra Acacia senegal og andre medlemmer af mimosefamilien. Der skæres ridser i barken og strimler rives af, hvorved gummien pibler frem i »tårer«, som tørrer i solen, hvorefter de skrabes af. Blev allerede 2000 år f.Kr. anvendt af egypterne i madlavningen til at fæstne dekorationer. Gummien er vandopløselig og består af kulhydrater, den er smags- og lugtløs. Den bruges som lim på kager og konfekt, og den forøger viskositeten af opløsninger meget selv i små koncentrationer og danner meget stabile geleer. Den er god til at forhindre sukkeropløsninger i at krystallisere.