hare

gråhare (Lepus europaeus; eng. hare, fr. lièvre, ty. Hase) udbredt art af planteædere, tidl. tilordnet gnaverne, men nu udskilt i ordenen Lagomorpha. Slægten Lepus har 29 arter. Kanin (Lepus cuniculus) er en art af harerne. Harens forsvar mod utallige fjender, herunder mennesket, er flugt. Den er en meget hurtig og udholdende løber med lange, stærke bagben og korte, svagere forben. Flugtmønstret er hoppende galop. Harens føde er græsser og urter, blade, bark og nye skud fra buske og træer, frugter og rødder. Den er skadevoldende i haver, er hovedsageligt aktiv om natten og er partiel drøvtygger.

Det enkelte dyr lever i reglen alene. Kun i ramletiden (parringen) kommer kønnene sammen; »ramlerne« (hannerne) kæmper om »sætterne« (hunnerne) indtil en pardannelse har fundet sted. Denne varer indtil hunnen er befrugtet. Der ramles tre til fire gange om året, og efter knap en måned føder sætteren tre til fem killinger. De fødes med pels og er seende; de følger hurtigt moderen, og efter en uge ophører hun med at tage sig af dem. Mange harekillinger dør som små.

Haren er et fornemt stykke vildt, og selvom den er det hyppigst skudte firbenede vildt, er den kun sjældent til salg, jægerne spiser harerne selv. Kødet er mørkt langfibret, med en tør tendens. Harer skal hænge, bedst i benene, både for at mørne og for at bringe smagen frem; når ørerne falder frem er dyret klart til at spise. Unge harer, som kendes på et udtalt »hareskår«, er møre.

Traditionel da. tilberedning er i ovnen, dækket af en béchamel-sauce, smagt til med enebær og timian. Stegeskyen smages efter stegningen til med gelé, evt. blåskimmelost, portvin og soja. Harer kan parteres, så køller og bove gives længere tilberedning end ryggen, evt. laves de i forskellige tilberedninger. Gamle harer er gode i ragout el. paté. Civet de lièvre à la royale er franskmændenes mest ansete tilberedning af hare. Jagtsæson i Danmark er fra 1. okt. til 31. dec. Der nedlægges o. 150.000 dyr om året. [JFA]