havkat
(Anarhichadidae; eng. wolf fish, catfisk, fr. loup de mer, loup marin, loup (atlantique), ty. Hatfisch, Seewolf) familie af store (længde op til 180 cm) nordatlantiske saltvandsfisk, hvoraf toplettet havkat (Anarhichas minor), der trods sit videnskabelige navn kan blive den største, og havkat (Anarhichas lupus) er lige gode, begge i almindelighed ca. 70 cm. (En slægtning, blå havkat (Anarhichas denticulatus), har så løst og vandigt kød, at den ikke er egnet som konsumfisk). De to anvendelige arter forhandles under ét som regel i flået stand og uden hoved, der pga. sine fremstående store tænder opleves som frastødende.
Kødet er magert, fast, hvidt, saftigt, neutralt smagende og »uden ben« og derfor vel anvendeligt til alle former for – også børnevenlig – tilberedning. Da havkattene samtidig er lette at have med at gøre i industrien (god holdbarhed, lette at flå og filetere), er der forsøg i gang med at opdrætte dem.
Havkattenes eng. navn kan mere el. mindre bevidst give anledning til forveksling med forskellige arter af maller, mens dyrenes fr. og ty. navne også anvendes som betegnelse på den langt bedre og dyrere bars. På da. har man forsøgt at slippe for det kæledyrslignede navn ved at kalde havkattene for ›koteletfisk‹. [SØM]