henkogning
konservering af fødevarer i glas, dåser el. flasker, der opvarmes til 80-100 °C i et passende tidsrum. Ved efterfølgende køling suges låget fast og lukningen af flasker og glas bliver hermetisk. Anvendes til grønsager, frugt og kød. Opfundet i beg. af 1800-t. af Nicholas Appert, fra o. 1900 udviklet til husholdningsbrug og udbredt i løbet af 1920'erne især til husholdninger med høj grad af selvforsyning. I husholdningerne anvendes glas med løse låg, mellem låg og glas anbringes en bred gummiring og glasset lukkes med en metalbøjle. Til kogning findes særlige kedler med termometer. Stor betydning under sukkerrationeringen i 1940'erne. I løbet af 1960'erne udkonkurreret af dybfrysning. [EMB]