hornfisk

(Belone belone; eng. garfish, fr. orphie, aiguille, ty. Hornhecht) langstrakt fisk med grønne ben og middelfedt, lyst kød. Længde op til 100 cm, alm. 70 cm, vægt 2 kg. Den har to sæsoner i Danmark: I apr.-juni er den gydemoden med rogn el. mælke. De store fisk er i den tid ret tørre i kødet og de små er bedst. I aug.-sept. er hornfisken, især de store, langt bedre i smagen med federe kød, der egner sig godt til de fleste tilberedningsmetoder bl.a. til grill og røgning og evt. også til frysning.