jomfruhummer
dybvandshummer (Nephrops norvegicus; eng. Norway lobster, Dublin Bay prawn, fr. langoustine, ty. Kaisergranat) længde 10-12 cm, sjældent mere end 20-25 cm. Den dør hurtigt efter fangsten og sælges til forskel fra andre krebsdyr sjældent levende. Måske af den grund kom markedsføringen i Danmark først i gang efter Anden Verdenskrig, hvor de til at begynde med blev populære under deres ital. navn scampo/scampi. Jomfruhummer egner sig ikke til frysning og koges i reglen alt for længe. Velegnet til bagning og langsom grilning med undervarme. Ved korrekt tilberedning er der ingen grund til at kassere kroppen og kløerne, som det ofte sker.