mælkesyrebakterier

ikke-sygdomsfremkaldende bakterier af flere forskellige arter, som fx Lactobacillus, Lactococcus og Leuconostoc, der alle har det til fælles, at de kan omdanne simple kulhydrater til syrer fortrinsvis mælkesyre. Foruden syre dannes også en lang række af aromastoffer. Processen kaldes ofte en mælkesyregæring, selvom det ikke er en egl. gæring. Mælkesyrebakterier anvendes ved fremstilling af en lang række af fødevarer. Ofte findes bakterierne naturligt på udgangsmaterialerne; men i dag er det alm., at man tilsætter rendyrkede kulturer af bakterier, startere. Syrnede mælkeprodukter, ost, spegepølser, rugbrød og surkål er eksempler på fødevarer, der fremstilles vha. mælkesyrebakterier. [CTP]