Mad & Gæster

da. madmagasin, som udkom i perioden 1970-76 og blev udgivet af Gutenberghus. Det var banebrydende i en tid, hvor da. madkultur var nærmest ikke-eksisterende, redaktøren var Kai Dorph-Petersen og senere Jens G. Eilertzen. Skribenterne talte Grethe Grumme, Georg Kringelbach, John Price og Ejler Jørgensen. De to sidstnævnte kørte den krukkede og overdrevent belevne stil og prædikede Frankrigs lyksaligheder. Bladet var en kombination af det svulstige og rige fr. køkken med fede saucer, trøffel, entrecote, søtunge og krølfedt, og så det hverdagsagtige med dagligdagsopskrifter. Af andre skribenter kan nævnes Leif Blædel, Conrad Bjerre-Christensen og Sten Hegeler. Bladet gik ind efter nogle vanskelige år. Efterfølgende relanceringer har ikke haft succes, heller ikke da man forsøgte sig med indstik i Alt for Damerne. [AMF]