meunière, à la (façon de)
(fr.: ›som møllerinden gør‹). Man forestille sig (vand)møllerens kone gribe den helt friske ørred fra mølledammen med sine melede hænder, stege den i smør og servere den med det smør, den har været stegt i, frisket op med lidt citronsaft og med friskkogte pillekartofler drysset med hakket persille. En anden forklaring er, at møllefolkene spiser deres fisk paneret med kassabelt brunt mel fra en varmløbet kværn.
Det er formentlig den bedste måde at stege (nogle mener i det hele taget at tilberede) en hvilken som helst frisk fisk af hvilken som helst form: hel, udskåret i filet el. darne (tyk skive skåret på tværs af midten af en rund fisk): lidt mel, meget smør. Resultatet bliver bedst, hvis det, der steges à la meunière, er nogenlunde lige tykt over det hele. Hele fisk, der er flade (fx søtunge, Sankt Petersfisk) el. fisk i portionsstørrelse (fx ørred el. guldbrasen) og fiskefileter, der ikke behøver så lang stegetid, at smørret branker, er mest velegnede.
Det er meget vigtigt, at fisken bliver taget af panden, inden den er gennemstegt. Den varme, der er i fisken, når den bliver taget af panden, vil brede sig indad, mens den bliver anrettet og serveret.
Fisk der lugter af fisk, dvs. ikke er helt friske, skal tilberedes på andre måder. Se fisk. [SØM]