påskeæg

et æg oftest lavet af chokolade og givet som gave i anledning af påsken. Påskeæg kan også være af dekoreret pap og indeholde chokolade el. anden konfekt ofte udformet som små æg. Traditionen med æg til påske stammer fra den tid, da høns på gårdene ikke blev fodret ordentligt og levede en kummerlig tilværelse. De gav da ingen el. få æg om vinteren. Det var først i det tidlige forår, æglægningen kom i gang. Æg blev derfor forbundet med stor luksus og som et tegn på frodighed, og man forærede hinanden æg, gerne smukt dekorerede. I løbet 1900-t. er dette blevet erstattet af æg lavet af konfekt i stedet.