pandekage

ret bestående af et cirkulært, tyndt bagt stykke dej. Pandekagen findes overalt på kloden, fremstillet af mange typer mel, af en fast el. flydende dej, i sødede el. usødede versioner og bagt såvel med som uden fedtstof. Pandekagen er ikke opstået ét sted, men må betragtes som en praktisk og nem tilberedning af dej, så oplagt og nærliggende, at næsten alle kulturer har den i en el. anden form. I den vestlige verden er der tale om en flad kage på en dej af mel, mælk og æg bagt på en flad pande el. en dertil indrettet bageplade smurt med fedtstof. Den kan spises med strøsukker, rullet omkring en sød fyld som marmelade el. creme samt i en salt udgave omkring en stuvning e.l. I andre dele af verden er der en flydende overgang til små flade brød. Pandekager kendes fra 1400-t.s kogebogsmanuskripter, og pandekagebagning ses på nederlandske malerier fra 1500-t., men som en arketype på brød er den formodentlig langt ældre. [BIS]