paté

(af middelalderfr. pasté ›en bagt skal‹, fra lat. pastillus ›lille brød‹, diminutiv af panis ›brød‹) en bagt masse bestående af kød, fisk el. grønsager el. en kombination af en el. flere af disse, krydret og oftest serveret kold skåret i skiver – hvad man på da. kalder en postej. Opr. betød ordet en bagt dejskal, som kunne fyldes med en stuvning, kød el. fisk i hele stykker el. mere el. mindre findelt, men ordet dækker nu snarere fyldet og har samme betydning som terrine. Patéer var allerede i middelalderens Europa meget populære, og opskriftmaterialet fra o. 1300 og frem er rigt på fantasifulde opskrifter på krydrede postejer.