platmenage

plat-de-menage (efter fr. plat de ménage) en holder til små flasker med eddike og olie, samt til salt- og peberbøsse, og til tider også sennepskrukke og tandstikkere. Holderne er gennem tiden blevet udført i metal, glas, keramik, blykrystal og sølv. Platmenagen afløste i 1700-t. renæssancens og den tidlige baroks krydderi-brikker (runde flade skåle opdelt i lommer og med håndtag i midten).