saltflor

(fr. fleur de sel, portugisisk flor de sal ›saltblomster‹) havsalt som principielt kan fremstilles alle steder, en kendt specialitet der kommer fra Guérande på Bretagnes sydkyst. Havvandet får lov at fordampe i lukkede bassiner i marsken. Når overfladen er dækket af en krystalhinde, samles saltet i stille vejr ved håndkraft og sælges som saltflor. Det er kridhvidt i modsætning til det salt, der opsamles fra bassinernes bund, sel gris, som er forurenet med bundmateriale.