skvalderkål
(Aegopodium podagraria; eng. ground-elder, herb gerard, fr. herbe aux goutteux, ty. Giersch, Geißfuss) vildt- og kraftigvoksende skærmplante med saftige, snitdelte blade og hvide blomster. Et besværligt ukrudt, som i middelalderen blev dyrket som læge- og køkkenurt. Gigtmiddel bl.a. mod podagra. De spæde blade kan i det tidlige forår anvendes i kål- og kartoffelretter, el. de kan tilberedes som spinat og bruges i salat.