spise
grundbetydningen er omkostning, jf. lat. expensa og ty. Speise. På da. betegner ordet både føde og indtagelse af føde. Som navneord anvendes det om et helt måltid, en bestemt slags mad, fx melspise, og om noget, der serveres: »Tak for spise og drikke«. Også som udsagnsord har ordet flere betydninger: at bespise, at indtage føde, at spise nogen af med noget. Det indgår i talrige sammenhænge: spise op, spise rent, spise koldt, spise ud af huset. En gl. talemåde lyder: »Man skal spise for at leve, ikke leve for at spise«. Ordet kan bruges som betegnelse for at spise fint i modsætning til at æde.