sumac

de tørrede røde bær (som i virkeligheden ikke er bær) af Rhus coriaria, en slægtning til vort hjemlige hjortetakstræ, hvis frugter dog ikke er spiselige. Efter tørring pulveriseres bærrene. De sure frugter bruges til at frembringe en syrlig smag. De blev allerede brugt i det antikke Rom, før citronen kom dertil. I dag er sumac alm. brugt i Mellemøsten, Iran, Irak og Tyrkiet. Brugen svarer til anvendelsen af tamarind i indisk og indonesisk køkken. Hele bær kan opblødes i vand til en syrlig drik. Den sure let sammensnerpende smag skyldes et indhold af tanniner, æble-, citron- og vinsyre.