syltetøj

tilberedning af såvel frisk som tørret frugt ved kogning i sukker. Konservering vha. sukker el. andet sødemiddel har været kendt længe, opr. med honning el. indkogt sød vin. Da sukkeret kom til Europa i middelalderen, kom de sukkerkogte frugter for alvor på mode, dog afholdt prisen produkterne fra at blive alm. udbredt. På trods af stadig faldende priser på sukker vedblev syltetøj at være fint helt indtil industrialismen, hvor de nye industriprodukter med syltetøj på glas, senere sågar i plastikspande, blev så billige, at det blev allemandseje. Til gengæld faldt kvaliteten tilsvarende med de nye muligheder for surrogatprodukter. Der synes dog i 1980’erne og -90’erne med den vågnende økologiske bevidsthed at være opstået en ny interesse for rene, gode produkter inden for syltetøj og marmelade.

De to betegnelser synes at dække over næsten ens produkter med blot tykkelsen til forskel. Det mere tyndtflydende syltetøj anvendes mest til pandekager og æbleskiver, mens marmelade egner sig bedre til påsmøring på brød. Såvel syltetøj som marmelade findes i et væld af udgaver og kvaliteter – jordbær, hindbær og appelsin er de mest gængse. [BIS]