tamdue
(Columba livia domestica; eng. pigeon, fr. pigeon, ty. Taube) en mellemstor fugl med kort næb, som ved roden har vokshud. Tamduen er fremavlet på grundlag af klippeduen. Duen har været kendt siden oldtiden, og anvendt som budbringer allerede da. I flere kulturer var duen hellig. I Danmark er avlen aldrig blevet udviklet kommercielt; opdrættet har mest været drevet af amatørinteresser. Dette opdræt sigter hovedsageligt efter andre karaktertræk end spiselighed, dels udseeende som pyntedyr dels som brevdueflyvere.
Duer kommer sporadisk i handelen, mest importerede. Fuglen anses for delikat, mest bruges 4-6 uger gamle unger, som fedes fra 25. dag, vejer 250-400 g og leveres plukkede med indvolde. Modne duer, 600-800 g udtages, men leveren efterlades, da der ikke er galde. Unge duer tilberedes i reglen med indvolde, gryde- el. kokottestegte, mens modne duer braiseres naturel el. farserede. Sprængte og kogte duer med garniture af spæde grønsager er også populære. [JFA]